Regeringen lægger op til en markant ændring af virksomhedernes momsfrister, som kan få store økonomiske konsekvenser for landets små og mellemstore virksomheder.

Som en del af finanslovsforslaget for 2027 foreslår regeringen, at alle virksomheder fremover skal betale moms senest 20 dage efter afregningsperiodens afslutning. I dag har mindre virksomheder væsentligt længere frister, der afhænger af størrelsen på deres omsætning.

Regeringens foreslåede ændring betyder, at virksomheder kan blive tvunget til at betale moms til staten, før de selv har modtaget betaling fra deres kunder. Det kan lægge et betydeligt pres på virksomhedernes likviditet.

Hos HORESTA vækker forslaget derfor stor bekymring.

"Det kan måske lyde som en mindre teknisk ændring, men konsekvenserne kan blive meget alvorlige. For mange mindre virksomheder er likviditeten helt afgørende for den daglige drift. Når staten kræver pengene tidligere, kan virksomhederne i yderste konsekvens risikere at skulle finde finansiering til moms, som de endnu ikke selv har fået ind fra kunderne," siger Maria Olafsson, politisk chef i HORESTA.

Små virksomheder bliver hårdest ramt
Forslaget rammer ikke alle virksomheder lige hårdt. De største virksomheder har allerede i dag en momsfrist på 25 dage, mens mindre virksomheder kan have op til flere måneder til at betale.

For de store virksomheder betyder forslaget derfor en relativt begrænset ændring. For de mindre kan det derimod betyde en markant forringelse af deres økonomiske råderum. Det gælder ikke mindst virksomheder, der arbejder med stramme budgetter og har begrænset adgang til ekstra finansiering.

"Det er ikke rimeligt at behandle en mindre restaurant eller hotelvirksomhed, som om den har samme økonomiske muskler som en stor koncern. De ekstra uger til at betale moms kan være afgørende for, om der er penge til lønninger, leverandører og husleje. Fjerner man den buffer, kan det få store konsekvenser," påpeger Maria Olafsson.

Samtidig vil de kortere frister lægge yderligere pres på virksomhedernes administration. Regnskaber skal afstemmes, bilag indsamles og moms indberettes på kortere tid, hvilket kan øge risikoen for fejl.

Små virksomheder skal medfinansiere skattelettelser
Et særligt kritikpunkt fra HORESTA er, at fremrykningen af momsbetalingerne bl.a. skal bidrage til at finansiere regeringens forslag om at sænke selskabsskatten fra 22 til 19 pct.

"Det er jo lidt at fodre hunden med dens egen hale. Regeringen vil give erhvervslivet en skattelettelse, men lader samtidig virksomhederne selv betale for den ved at kræve momsen ind tidligere. Samtidig er det især de store virksomheder med store overskud, der får glæde af den lavere selskabsskat, mens mindre virksomheder risikerer at stå tilbage med et fornyet pres. Det synes vi ikke hænger sammen," understreger Maria Olafsson.

HORESTA: Bevar de nuværende frister
Med forslaget risikerer regeringen ifølge HORESTA at gøre hverdagen vanskeligere for netop de mindre virksomheder, som har mindst økonomisk råderum til at håndtere ændringerne. Derfor mener brancheorganisationen, at der fortsat skal tages hensyn til virksomhedernes forskellige økonomiske forudsætninger.

HORESTA opfordrer derfor regeringen til at droppe den foreslåede harmonisering og fastholde et system, hvor momsfristerne tager hensyn til virksomhedernes størrelse.

"Vi har brug for rammevilkår, der gør det lettere at drive virksomhed i Danmark, ikke regler, der presser økonomien yderligere i de mindre virksomheder," siger Maria Olafsson.

Maria
Politisk chef
Maria Olafsson

184 danske hoteller med i søgsmål mod Booking.com

Over 18.000 europæiske hoteller kræver erstatning fra Booking.com for tidligere prisklausuler. Søgsmålet omfatter 184 danske hoteller, og det samlede krav kan løbe op i flere milliarder euro plus renter.

Core Hospitality fastholder medarbejdere om vinteren med sprogkurser

Når hotelbelægningen falder om vinteren, kan det være svært at holde på medarbejderne. Hos Core Hospitality mener man at have fundet en løsning. Sprogkurser styrker internationale medarbejderes kompetencer og gør det samtidig muligt at beholde dem hen over skuldersæsonen.

Log ind