Friske overnatningstal for hotelbranchen viser 1,68 mio. overnatninger i april. Det svarer til en fremgang på 2,9 pct. sammenholdt med april sidste år. Fremgangen sker endda på trods af, at påsken sidste år lå sent og derfor trak april op i 2025. Tallene er relativt upåvirket af den internationale usikker – for nu.
Den danske hotelbranche kunne i april registrere i alt 1.680.464 overnatninger mod 1.633.867 overnatninger samme måned sidste år. Det svarer til en fremgang på 2,9 pct. Det viser nye overnatningstal fra Danmarks Statistik, som HORESTA har analyseret.
Overnatningstallene for april i år er dog påvirket af, at påsken sidste år faldt sent, hvilket gav et ekstraordinært løft til overnatningstallene i april i 2025, som ikke er tilfældet i år. For at få et mere retvisende billede kan marts og april derfor passende samles under ét.
Samler vi hotelovernatningerne for de to måneder, er der i alt registreret 3,18 mio. overnatninger mod 3,0 mio. sidste år. Det svarer til en udvikling på 5,3 pct.
Voksende gæstestrømme fra USA, Kina og EU
Ser man på de totale overnatningstal, hvor også feriehuse, camping og vandrehjem indgår, blev der i april registreret i alt 4,74 mio. overnatning mod 5,23 mio. sidste år. Det svarer til et fald på -9,5 pct.
Men sammenslår man også her marts og april, er der registreret 8,29 mio. overnatninger mod 8,13 mio. samme periode sidste år. Det svarer til en stigning på 2 pct. Den udvikling kommer i forlængelse af et stærkt første kvartal.
"Særligt hotelmarkedet har leveret en stærk start på året. Det gælder ikke mindst, når vi ser på de internationale gæstestrømme, som fortsat spiller en vigtig rolle for dansk turisme. Danmark står fortsat som en stærk destination, og det afspejler sig i voksende gæstestrømme fra USA, Kina og flere europæiske lande," siger Jonas Kjær, cheføkonom i HORESTA.
Amerikanske overnatninger på landets hoteller er steget med 16,1 pct. i april og kinesiske overnatninger med 52,8 pct., når man sammenholder april i år med sidste år.
Global uro spiller ikke ind – endnu
Selv om overnatningstallene for 2026 indtil videre befinder sig i en positiv trend, følger HORESTA de internationale forhold og uroen i verden tæt.
"Turismen er en global sektor, som påvirkes af begivenheder uden for landets grænser. Derfor følger vi blandt andet udviklingen i de internationale rejsemønstre som følge af den aktuelle situation i Mellemøsten. Den påvirker i øjeblikket flytrafikken i regionen, og det kan potentielt set øge rejseomkostningerne,” siger Jonas Kjær.
Trods den internationale usikkerhed peger tallene foreløbigt på, at 2026 er kommet godt fra start for både dansk turisme og hotelerhvervet.
SENESTE NYHEDSBREV
BRANCHENYHEDER
PRESSEKLIP
-
Megaevent: VM trak 60.000 løbere til København
23-09-2026
-
Tivoli gør længere halloweensæson permanent
23-09-2026
-
Ulovlig korttidsudlejning i Aalborg meldt til politiet
23-09-2026
-
Kurhotel Skodsborg vinder international spa-pris igen
23-09-2026
-
Ny hovedejer træder ind i femstjernet hotel i Hornbæk
23-09-2026
-
To bookinggiganter sidder på 85 pct. af OTA-markedet
23-09-2026
-
Rindsholm Kro gør gæsternes minder til en del af værtskabet
23-09-2026
-
Scandic gør donation af overskudsmad landsdækkende
23-09-2026