Det var i strid med loven, da Wolt Danmark i en årrække brugte sin dominerende stilling til at vinde markedsandele og fastsætte prisklausuler med danske restauranter.

Det er konklusionen i den afgørelse, som Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen onsdag eftermiddag har offentliggjort i sagen om Wolts prisparitetsklausul.

Wolt fjernede allerede klausulen i december sidste år. Men afgørelsen betyder, at danske restauranter nu også har myndighedernes ord for, at de har fuld frihed til selv at fastsætte deres priser på tværs af deres salgskanaler.

Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen uddyber bl.a. i deres afgørelse, at Wolts adfærd har gjort det svært for konkurrerende måltidsplatforme at vinde markedsandele. Samtidig har Wolt påtvunget restauranterne urimelige vilkår.

Læs den fulde afgørelse her

Afgørelsen vækker glæde i HORESTA.

”Det er en vigtig afgørelse for restauranterne. De skal have frihed til selv at bestemme, hvad deres varer skal koste i restauranten, på deres hjemmeside og på eksterne platform. Nu kender vi også myndighedernes afgørelse i sagen, og den er både vi og vores branchemedlemmer meget tilfredse med,” siger Jeppe Møller-Herskind, adm. direktør i HORESTA.

Klausulen blev fjernet allerede sidste år
Selvom myndighedernes afgørelse først lander nu, justerede Wolt allerede sine prisvilkår sidste år.

Efter længere tids konstruktiv dialog med bl.a. HORESTA meddelte Wolt i november 2025, at selskabet ville fjerne kravet om prisparitet. Ændringen trådte i kraft med virkning fra 1. december 2025. Før dette betød prisklausulen, at restauranterne ikke frit kunne sætte en lavere pris på deres egne salgskanaler end på Wolts platform.

”Det er positivt, at Wolt i denne sag handlede proaktivt og selv valgte at fjerne prisklausulen. Det er et stærkt signal til hele branchen om, at man, også som etableret spiller i branchen, tager ansvar. Det kræver mod at ændre praksis, og det mod har Wolt udvist her,” lyder det fra Jeppe Møller-Herskind.

Et endeligt punktum er sat
HORESTA hilste allerede dengang ændringen velkommen. Med Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens afgørelse får den langvarige sag nu sin endelige afslutning.

”Det vigtigste for os har hele tiden været restauranternes mulighed for at drive en sund forretning og selv træffe beslutninger om deres priser. Nu er der kommet afgørelse i myndighedernes behandling af sagen, og det giver en endelig afklaring for branchen,” siger Jeppe Møller-Herskind.

I Danmark er Wolt og Uber Eats de to største aktører på udbringningsmarkedet for mad pt.

 

 

 

 

Nyborg Strand gentager succesfuld inspirationsdag for elever

Efter 100 deltagere ved den første udgave gentager Nyborg Strand inspirationsdagen Fremtidens Fundament den 6. januar 2027. Arrangementet afholdes i samarbejde med HORESTA og coach Ulrik Lynge og er gratis for elever i hotel- og restaurationsbranchen.

Styrk jeres cyberberedskab: Få op til 50.000 kr. i tilskud

Er jeres virksomhed klar, hvis en uventet krise rammer driften? Gennem Virksomhedsudvikling Danmark kan små og mellemstore virksomheder nu få tilskud til professionel rådgivning, der kan styrke cyberberedskabet. Men ansøg snart, for der er frist den 2. november.

Ny rapport afslører: Her går hotellerne glip af bookinger

Det er ikke nødvendigvis de hurtigste svar, der sikrer flest bookinger. En ny udenlandsk analyse af to millioner mails viser, at måden, hotellerne besvarer gæsternes henvendelser på, har stor betydning. Samtidig peger analysen på et stort uudnyttet potentiale i at følge op på gæster, der ikke vender tilbage.

Log ind