Ankestyrelsen har i en ny afgørelse konkluderet, at Arena Næstved gennem flere år har modtaget anlægsstøtte fra Næstved Kommune. Støtte som indirekte har været med til at understøtte arenaens kommercielle drift i form af møder, kurser, konferencer, julefrokoster mv.

Det er ikke i overensstemmelse med reglerne for kommunal støtte, afgør Ankestyrelsen, som nu giver kommunen to måneder til at svare på afgørelsen.

Hos HORESTA bliver sagen mødt med tilfredshed, men også med alvor.

"Det er en meget vigtig afgørelse, fordi den sætter en tyk streg under, at kommuner ikke må drive eller finansiere kommercielle aktiviteter, som konkurrerer direkte med private virksomheder. Når en arena kan tilbyde firmafester og restaurationsdrift med offentlig støtte i ryggen, så er det direkte unfair konkurrence. Det skævvrider konkurrencen i forhold til de private aktører," siger Jeppe Møller-Herskind, adm. direktør i HORESTA.

Principiel sag med stor betydning
HORESTA understreger samtidig, at sagen rækker langt ud over Næstved.

"Vi ved, at der findes mange forskellige modeller rundt omkring i kommunerne. Flere steder udbyder haller, arenaer og selvejende institutioner kommercielle aktiviteter, samtidig med at de modtager offentlig støtte," siger Jeppe Møller-Herskind og fortsætter: 

"Derfor kan Ankestyrelsens afgørelse få stor principiel betydning og tvinge flere kommuner til at genbesøge deres driftsmodeller for haller, arenaer, kulturhuse og lignende," siger Jeppe Møller-Herskind.

HORESTA understreger, at det ikke er en offentlig opgave at udbyde kommercielle ydelser eller produkter i konkurrence med private virksomheder.

"Det her handler ikke om at lukke arenaer eller haller. Det handler om at holde fast i det princip, at kommunal støtte skal gå til aktiviteter, der ligger inden for den kommunale fuldmagt – ikke til at drive erhverv i konkurrence med vores medlemmer," fastslår Jeppe Møller-Herskind.

Læs mere: TV 2 Øst - Ankestyrelsen: Kommunen har i årevis givet ulovligt tilskud til Arena Næstved

Læs mere: Ekspert - Arena kan komme til at betale penge tilbage

Log ind